Brev til min kære søster

Min kære søster

Jeg har meget sørgelige nyheder. Tantes søster Sofie er gået bort. Vi er gået i gang med at rydde op i hendes ejendele og onkel og tantes bror, Arent, gør hendes formue op. Arent arver, som du ved, det meste – det er jo hans ret som bror. Åh kære Chistiane, det er lidt svært. Flere slægtninge var her, for at se Sofie inden hun blev lagt i kisten. Tantes kusine havde også sin søn, lille Frans på bare ti år med, og jeg tror han fik det lidt skidt midt under det hele. Han var næsten grøn i hovedet, da de kom ud fra Sofies sovekammer. Men kære Christiane, der er noget, jeg bliver nød til at fortælle. Jeg var inde hos Sofie og læse for hende, om aftenen før hun døde om natten. Hun havde det faktisk lidt bedre, og prøvede flere gange at samle kræfter til at fortælle mig noget. Jeg blev ved med at sige til hende, at hun skulle tage det roligt, og til sidst opgav hun, og sagde, at det måtte blive en anden dag. Jeg fandt aldrig ud af, hvad hun ville fortælle mig. Det eneste jeg forstod rigtigt var,  at det handlede om “dengang hun var på min alder” og “at livet nogle gange kan overaske én, bedst som man tror, man ved, hvad man skal” Det var meget mærkeligt. Hvad tror du hun ville sige? Noget jeg ved, er at hun mange gange har sagt, til både tante og jeg, at skulle hun gå bort, måtte vi ikke sørge mere end højst to uger. Tante ville nu gerne havde vist sin sorg offentligt lidt længere, tror jeg, men har valgt at følge Sofies ønske. Vi har fundet sørgekjolerne frem – og du kan tro, jeg har fået meget ros for mine. 

Inden jeg slutter, må jeg også lige fortælle dig en ting mere. Nogle dage inden Sofies død, var Friderikke og jeg på indkøb. Friderikke og tante købte bånd og kniplinger, og Friderikke fik også nogle hårnåle og stofblomster. Jeg selv købte en smuk lille dåse til skønhedspletter, og en snustobaksdåse som gave til min spillelærer Cronland, som tak fordi han bragte min Melampe tilbage. Nogle af mine venner kom med dette forslag, og da onkel og tante også syntes om tanken købte jeg en lille æske i sølv.

Men jeg var nær aldrig kommet af med den, for da jeg sammen med tante ville overrække Cronland gaven, ville han slet ikke tage imod en gave. Det var først, da tante sagde “Nej, nu må De bestemt tage den! De har jo gjort vor niece ved at finde det kære lille dyr!”. Så tog han imod den, og bukkede og sagde til tante, at så ville han sige tak, og gemme den som “et minde om den godhjertede frøken og hendes lille hund”.

Er jeg “godhjertet” Christiane? Jeg véd det ikke – men jeg véd, at jeg ikke kunne holde det ud, da Melampe var væk. Det var også, som om det var en tak fordi han hjalp mig væk fra Ditlev forleden, da ingen andre så, at jeg var i knibe.

Din hengivne søster, som savner dig

 Ida Charlotte Finnelstrup

Brev til min søster – om den forfærdelige krænkelse jeg var udsat for

Min kæreste søster, Christiane

Jeg må straks fortælle dig hvad jeg har været udsat for. Selvom Friderikke er her, føler jeg virkelig behov for at betro mig til den der kender mig bedst af alle – dig min elskede søster. Fætter Johans ven Ditlev har krænket mig på det groveste. Han er på besøg her i Nærum, men rejser heldigvis i morgen, hvor også vi kører til et pr dage til København.

Jeg stod i dag i onkels bibliotek og ledte efter en roman, da han pludselig og helt umærkeligt var kommet ind. Han gik helt tæt på mig, og spurgte om jeg ville se et ”specielt lille kunstværk” han havde købt i udlandet…og så trak han noget op af lommen…formet som…ja…som en kvindes ben. Han rørte mig på armen, meget ækelt, og sagde “jeg er vis på, at den unge frøken har lige så dejligt formede ben… hun har ihvertfald en lige så skøn og hvid hud”. Heldigvis kom tante i det samme og Ditlev sprang helt over i den anden ende af værelset. Christiane, det var forfærdeligt.

Jeg undgik ham resten af dagen, men senere, da vi opholdt os i haven og jeg søgte ind i skyggen, kom han over igen. Han tog min vifte ud af hånden på mig og lavede flere forskellige tegn, heriblandt ”vi mødes kl. to”. Christiane – jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre. Det var skrækkeligt. Jeg var derfor dybt taknemlig, da min spillelærer Hr. Cronland pludselig indfandt sig og sagde, at tante havde bedt mig gå op og læse for Sofie. Til sidst tilføjede han strengt, med blikket skarpt rettet mod Ditlev ”Undskyld, men jeg tror frøkenen har brug for sin vifte i denne varme”. Ditlev blev rasende, gav mig viften og gik. Hr. Cronland hviskede: “Jeg håber, at De tilgiver mig; Men jeg kunne ikke undgå at se, at De var meget utilpas i Hr. Ditlevs selskab. Jeg tilstår, at Deres tante ikke har spurgt efter Dem, men den gamle frøken Sofie vil sikkert alligevel blive glad, hvis De går op og læser lidt for hende”. Så bukkede han, og gik over til onkel, tante og Friderikke. Hr. Cronland var faktisk den eneste der havde opdaget Ditlevs skrækkelige opførsel – ikke engang Friderikke havde lagt mærke til det. Sofie blev umådelig glad for at jeg kom og læste – hun er slet ikke så spids, som jeg først troede. Men det bedste var at blive fri for Ditlev. Han er ellers af god familie – jeg tror de er mere velhavende end Jørgens far – og han har et virkelig nydeligt udseende. Men han er modbydelig!

Din hengivne søster

Ida Charlotte Finnelstrup

Brev til min søster – Melampe er fundet

Min kæreste Christiane,

Jeg må allerede nu skrive til dig igen for at fortælle dig, at min kære lille Melampe atter er fundet. 

Jeg havde faktisk næsten opgivet håbet fuldstændig – det virkede så håbløst. Men kan du tænke dig, så kom min spillelærer Erik Cronland med ham. Han var helt snavset og jeg måtte lade én af pigerne bade ham (Altså  det var Melampe som var snavset og fik bad)

Jeg blev virkelig rørt, åh sødeste Christiane. Tænk, Hr. Cronland havde ledt næsten uafbrudt. Han overrakte Melampe med det nydeligste buk, og sagde: “Jeg véd jo hvor meget, den lille hund betyder for frøkenen”. Dét fortalte jeg tante og onkel, som syntes, at det var kønt sagt. Derefter sagde han: “Det gør frøkenen ære, at hun har knyttet sig så fast til det lille dyr. Det er ikke alle frøkener, der har så trofast et hjerte”. Så bukkede han smukt igen og trak sig tilbage. Men man kan da ikke andet end at være trofast overfor sådan en kær hund, som man véd holder af én?

Forresten tror jeg onkel synes virkelig godt om Melampes redningsmand. I går sagde han, at “Hr. Cronland er jo et oplyst menneske”. Som du nok husker, så er “oplyst”, det pæneste, onkel kan sige om nogen. Og du kan være ganske rolig Christiane, Melampes redningsmand er da også en meget dannet og dygtig mand. Jeg hørte onkel fortælle tante, at Hr. Cronland tænker på at søge embede som stadsmusikant. Det kan jo være svært, hvis man ikke har de rette kontakter. I den anledning fik vi så endnu engang onkels tale om, at enhver bør have embede efter evner – ikke efter stand og forbindelser.

Siden har jeg tænkt, at det må være dejligt at være stadsmusikant. Også selvom man naturligvis kan have meget at passe, og få et stort ansvar for både svende og læredrenge. Men ligesom onkels apotekervarer kan helbrede kroppen, så kan musik jo gøre godt helt ind i sjælen.

Nu vil jeg slutte mit brev, for Friderikke og jeg har lovet at hjælpe tante med at plukke rosenblade.

Din hengivne søster

Ida Charlotte Finnelstrup

Brev til min forlovede, Jørgen

Min kære forlovede, ærede Jørgen.

Jeg takker ydmygt for deres venlige brev. Er meget glad for at høre, hvor godt det går med Deres forretninger og kan forsikre Dem om, at jeg vil gøre mit yderste for at være Dem en passende hustru. Jeg må dog spørge Dem om en enkelt ting, og jeg vil da på forhånd undskylde mit spørgsmål, da jeg ved hvor travl De er. Har De mon modtaget den pung, jeg havde lavet og sendt til Dem? Jeg vil kun høre, fordi jeg aldrig før har været så omhyggelig med et stykke håndarbejde, og jeg vil så gerne, at det behager Dem.

Vi er for tiden på landet, i Nærum, hvor onkel og tante har et dejligt landsted, og rosenhaven der hører til må bestemt være den smukkeste på egnen. Dagene herude er i den grad lærerige for mig, da der nu ikke kun er én husholdning at holde styr på, men to (herude og apotekergården i København). Tante og jeg har allerede været i København flere gange, for at sikre at alt derinde er, som det bør være, og at linned og andre kostbare ting stadig befinder sig, hvor det skal. Vi skal da også snart af sted igen, både for at se til apotekergården, men også for at gøre visitter og deltage i et par selskaber. Onkel tager dog til byen ret ofte for at gøre forretninger, og se til apoteket.

Som De nok ved, har vi netop sagt farvel til Deres kære søster og svigermor. Vi har haft glæden af deres selskab i lidt mere end en uge, og det har virkelig været fornøjeligt. Det ville have været dejligt, kunne De, min forlovede, også have været her.

Deres forlovede, din hengivne

Ida Charlotte Finnelstrup

Et middel mod ørepine

Man maler hvide bønner til mel, kommer det i en lille potte og hælder kogende vand herpå. Derefter sætter man en tragt over potten, og lader dampen igennem tragten trænge ind i øret.

Brev til min søster – om Melampes forsvinden og mit besøg hos bondefamilien.

Min elskede søster

Jeg må straks skrive til dig, og fortælle dig hvad jeg har oplevet. Jeg ved at du sikkert kun lige har fået mit sidste brev og måske netop har svaret mig. Men jeg må fortælle dig dette straks, så jeg husker at give dig alle detaljerne – for jeg har aldrig før prøvet noget lignende.

Jeg var i formiddags ude at spadsere med tante og Friderikke. Vejret har været så vidunderligt her på det sidste, og vi ville ud og nyde den dejlige natur, inden vi skulle modtage gæster (vi ventede min kære svigerfamilie senere på dagen). Vi havde taget min kære lille Melampe med (du husker nok den lille mops jeg fortalte om) da vi tænkte, at han sikkert ville synes om at løbe i det fri. Det kan han jo ikke i byen, for løber han frit derinde,  kan det jo ske, at nogen tror han er herreløs og slår ham ihjel. Men åhh kære søster, pludselig fik han øje på et eller andet i buskene, måske et dyr, og han for ind mellem grenene. Vi kaldte forgæves efter ham, men han kom ikke ud. Pludselig fik jeg øje på ham langt borte og tænkte, at han måske ikke kunne høre mig. Jeg løb derfor efter ham, mens jeg råbte på ham. Men han løb blot længere væk. Jeg blev simpelthen så bange – hvad hvis han skulle løbe bort og aldrig være hos mig mere. Aldrig slikke mine hænder med sin lyserøde tunge, kigge på mig med sine fine brune øjne, eller pive hvis han ikke kunne komme op på mit skød. Jeg besluttede mig for at jeg blev nød til at finde ham. Jeg kunne høre tante og Friderikkes råb, da jeg satte i løb. Jeg må med det samme fortælle dig, at det ikke er nemt at løbe i korset og kjole mellem træer og over mark. Tror ikke det er lavet til den slags, og jeg fik en grim flænge i mit skørt.

Jeg løb og løb men kunne slet ikke se ham (han er så lille det pus) Pludselig havde jeg forvildet mig ind på en gårdsplads, og måtte gøre holdt fordi jeg slet ikke kunne trække vejret (og jeg troede korsettet var slemt – så skulle du prøve at løbe). En kone kom ud af den åbne dør og skyndte sig over til mig. Hun så meget bekymret ud, og ville have mig indenfor og sidde – hun var så bange for at der var sket mig noget. Jeg forklarede hende hvad der var sket, og forsikrede hende at jeg selv kunne gå tilbage (men min lille Melampe var forsvundet, og jeg måtte opgive at finde ham). Det ville hun ikke høre tale om, hun måtte have mig indenfor at sidde og sendte et af de børn der var stimlet sammen rundt om mig, af sted for at hente onkel. Kære Christiane, jeg var kommet på besøg hos en bondefamilie, og jeg må sige jeg aldrig har set noget lignende. Konen fortalte, at hun hed Mette, og hendes mand hed Hans Larsen. De var simpelthen så beskidte – især børnene. De blev ved med at røre ved min kjole og min hud som var så hvid i forhold til deres beskidte og solbrune kinder. Jeg lagde særligt mærke til et af børnene, en lille dreng på 5-6 år. Han så helt tom ud i øjnene og grinede hele tiden. Han havde et stort grimt, væskende sår på det ene ben.

Jeg fik det faktisk næsten dårligt af at komme indenfor (og det troede jeg ellers ikke var muligt, efter den løbetur jeg lige havde været på). Døren ind i huset var meget lav, og jeg måtte bukke mig, for ikke at støde mit hoved og min frisure på dørkarmen. Indenfor sad mændene ved et bord og spiste fra et stort fad. Kvinderne stod op – eller de løb frem og tilbage for at fylde fadet med grød. De spiste ALLE af det SAMME fad, og havde slet ingen tallerkner. Ulækkert.  De kiggede meget på mig, men blev ved med at spise. Der var en forfærdelig lugt fra det osende ildsted ude ved skorstenen, men forbavsende køligt i forhold til hvor varmt det var udenfor. Konen bad ungerne holde sig på afstand, og ville have mig ned at sidde på en lav stol. Den var så snavset Christiane, men jeg tænkte det ville være uhøfligt ikke at sætte mig, nu hun havde tilbudt mig det. Sengene stod midt i stuen – sengene var altså i den samme stue, som den de sad og spiste i. Ja det lignede faktisk, at det var den eneste rigtige stue der var. Der lugtede mærkeligt, og mens jeg sad og kiggede rundt, fik jeg øje på fadene der stod på bjælkerne under loftet og spurgte, hvad det var. Konen fortalte at det var fløde der stod til syrning, inden det skulle kærnes til smør. Hun gik hen til bordet, og tog en slags kande, og tilbød mig en tår øl. Jeg måtte være tørstig, sagde hun. Jeg ville ikke være uhøflig, og bad derfor om et glas. Kære Christiane kan du tænke dig – det havde de ikke. Ingen glas. De drak alle af denne kande. Der kunne jeg simpelthen ikke være høflig længere, men måtte sige nej tak. Heldigvis hørte jeg i samme øjeblik lyden af en hest. Onkel kom løbende ind af døren, og så meget bekymret ud (parykken sad helt skævt). Han var redet i forvejen, mens tante kom i en vogn der kunne køre mig hjem. Han takkede konen mange gange, og bad hende komme op til os om et par dage, så ville han sende bud efter noget salve til drengen med det grimme sår som tak for hjælpen. Kort efter kom tante i vognen, og jeg blev kørt hjem. Har været ganske utilpas resten af dagen og måtte lægge mig tidligt. Min lille Melampe er stadig ikke fundet, selv om onkel straks betalte nogle for at tage ud at lede, og han red også selv af sted et par timer. Jeg kan ikke holde ud, at Melampe skal være ude alene hele natten – bare han har det godt. Han kan jo ikke klare sig alene. Tænk hvis han er bange og sulten? Eller hvis en ræv får fat i ham? Jeg kan slet ikke udstå tanken.

Jeg vil slutte nu, det lyder som om at tante er på vej, sandsynligvis for igen at minde mig om at jeg aldrig mere må gøre den slags, og hvor upassende min opførsel har været, min stand taget i betragtning. Jeg savner dig min kære Christiane, det virker som om kun din trøst ville kunne lindre den smerte det er at have mistet Melampe.

Din hengivne søster

Ida Charlotte Finnelstrup

Middel mod sved i hænderne

Det allersimpleste middel mod sved i hænderne er, at man hver dag vasker sine hænder ti til tolv gange i rent vand. Dette gentager man nogle dage i træk, da sveden af sig selv ophører.

Brev til Christiana (min søster)

Min ærede og vidunderlige søster Christiana,

Så er det tid til at du endnu engang skal tilbringe lidt tid i mit selskab. Jeg savner dig – det er det første jeg må fortælle.

 Byen summer af liv på en måde, som man slet ikke oplever i Ålborg. Også fordi byen her er så meget større. Tænk dig – omkring 70.000 mennesker bor her. Du kan forestille dig, hvilken forskel det gør.

 Jeg var så heldig at få brev fra min kære forlovede Jørgen forleden, og kære søster, der er noget jeg i den forbindelse sådan længtes efter at tale med dig om. Du griner sikkert af mig og siger jeg er fjollet. Men jeg synes ikke Jørgens breve er så kærlige. Han fortæller meget om sine forretninger, som heldigvis går rigtig godt, men ikke noget om hans følelser eller ønsker for fremtiden. Og han har faktisk slet ikke sagt tak for den fine pung jeg har syet til ham. Ej det er sikkert bare mig der misforstår – han har jo travlt med sine forretninger, og det er jo vigtigt. Men kære søster, lov mig ikke at sige noget til nogen om disse tanker.

 Men nu må jeg fortælle dig noget – tænk, jeg havde nær glemt det. Onkel har foræret mig den sødeste lille hund – en lille mops. Han er så yndig (og desværre også lidt utæt) Jeg var sådan i tvivl om hvad han skulle hedde, men har heldigvis fået mange gode forslag, og til sidst var de fleste mest stemt for navnet Melampe. Så det hedder han – min lille Melampe. Du ville elske ham.

Tantes søster, Sofie, er vendt hjem efter besøg hos noget familie. Hun bor jo hos onkel og tante som du husker. Hun er egentlig meget venlig men også ret tit dårlig. Hun kommer ikke så meget ud, fordi hun er bange for at få træk.  Der er altså et eller andet ved hende –selvom hun er venlig, virker hun nogle gange sur. Måske er det fordi hun aldrig er blevet gift? Der var vist noget med en forlovelse engang for mange år siden. Et eller andet gik galt – forlovelsen blev brudt, men jeg kan ikke finde ud af hvorfor. Ingen her i huset snakker rigtig om det. Er det ikke lidt mærkeligt?

Om ikke så længe flytter vi ud til onkel og tantes landsted i Nærum. Det har jeg aldrig set, så jeg glæder mig virkelig. Men jeg må afsløre, hvad jeg glæder mig mest til ved at flytte til landet; at komme ud i den friske luft. Selvom København er vidunderlig, så må jeg sige at her lugter ganske skrækkeligt nogle gange. Især nu hvor varmen langsomt kommer. Så lugter rendestene, hvori tjenestepigerne ofte tømmer husenes potter. Værst er dog kanalen. Langs den smides alt slags heste- og komøg. På den anden side bliver det mærkeligt at komme væk fra de mange lyde jeg er blevet så vandt til; hamren fra værkstederne rundt om i byen og gadesælgernes råb.

Tante har nu i flere dage haft mig med rundt i huset, og oplært mig i de mang forberedelser der er, når man flytter på landet. Det har været lidt…nej meget kedeligt. Og jeg kommer hele tiden til at tænke på en helt masse andet; Jørgen, livet i Vestindien, min nye kjole, den næste spilletime og alt muligt andet. Åhh kære Christiana tror du nogensinde, jeg bliver en god hustru?

 Lige til sidst må jeg fortælle dig om min nye spillelærer. Han er så dygtig, høflig og galant. Tante og onkel nyder også hans selskab, og han bliver tit og drikker te med os. (Og Christiana – det her må du ikke fortælle til nogen – men han har så pæne ben, og nydelig næse – virkelig. Jeg rødmer nogle gange når han ser på mig)

 Nå nok om alt det fjolleri. Glæder mig til at høre fra dig, elskede søster.

 Min elskede og meget ærede søster, Deres Ida Charlotte Finnelstrup

Caroline Mathildes hjerteskærende farvel

Friderikke og jeg har allerede hørt om den tidligere dronning Caroline Mathildes afrejse fra Helsingør i går, da vi var på visit hos bekendte. En af tantes veninder havde fået det af vide af en anden veninde, som vidste det fra en soldat, der havde overværet begivenheden…..Afskeden med hendes datter skulle have været forfærdelig at være vidne til – selv nogle af officererne måtte fælde en tåre.

Som følge af sit utroskab blev hun jo landsforvist og i går måtte hun forlade landet og tage afsked med sin lille datter for altid.

Soldaten havde fortalt, hvordan hun mere end 10 gange forsøgte at sige farvel, men så snart hun var gået tre skridt fra hende, vendte hun om og rev heftigt barnet til sig og trykkede det mod sit bryst – jamrende og grædende. Til sidst tog hun sig sammen og gik ombord på skibet der førte hende væk…

Friderikke og jeg talte længe om det…sikke en skæbne – hun var kongen utro, er ikke længere dronning, landsforvist, skilt, hendes elskede er blevet henrettet og børnene er taget fra hende…

Et godt middel mod væggelus

Det første er, at man tager bladene af almindelige valnødder og koger et parti af dem med rent vand i en times tid. Det må holdes i bestandigt kog, så det bliver ret brunt. Med dette vand vasker man de steder på sengesteder og møbler, hvor de har gjort deres reder, eller kommer det i det kalk, som man fylder ridserne i væggen ud med. Dette middel er ikke godt for dem – de flygter fra det og de som ikke kan det, må straks krepere – såvel de gamle som hele deres yngel. Det bedste herved er, at dette middel uden fare kan bruges alle steder, og man kan næsten altid have det. Det giver heller ingen lugt fra sig og fordriver ikke alene væggelusene, men også andre insekter som kunne falde os besværlige.

Hvad man ikke bruger, kan man fylde på flasker og gemme vinteren over, de må godt proppes og lægges på siden, da man igen kan bruge vandet, når det skulle behøves.