Vestindien eller Skåne?

Min allerkæreste søster Christiane,

Jeg vil blot lade dig vide, at vor fader nu er vel ankommen og at jeg har talt med ham om alle de ting, som har plaget mig. Jeg har også vist ham brevene fra Jørgen – og fra min kære Erich.  Vor fader har sagt mig ganske tydeligt, at han som en kærlig fader kun ønsker min lykke. Han vil ikke vil tvinge mig i et ægteskab, hvis det er mig så meget imod.

Men han har mindet mig om, at jeg oprindeligt selv har billiget forbindelsen med Jørgen, som han har lagt så mange kræfter i at få i stand. Og det er jo sandt! Jeg ønskede det selv! Udstyret har heller ikke været billigt, men det vil Papa give mig med, hvis jeg skulle vælge et liv i Skåne. Vor fader har også sagt mig, at han intet har at udsætte “på hr. Cronlands omdømme eller væsen, da han fra Onkel har hørt, at denne på alle måder er en oplyst og fornuftig mand”.

Men…. Papa har udmalet for mig, hvordan jeg må tænke mange år frem. Vil jeg kunne udholde et liv med kun én tjenestepige og som kun rummer lidt af dét vi to begge holder af: Baller, teater, nye kjoler? Han giver mig ret i, at Jørgen først og fremmest er handelsmand og ikke noget følelsesfuldt eller inderligt menneske. Han er dog overbevist om, at Jørgen altid vil behandle mig korrekt og være retskaffen. Men jeg holder sådan af min Erich!

Jeg kan jo aldrig vælge om. For selvom det kan ske, at man kan få tilladelse til at blive skilt fra sin ægtemand ved tamperretten, så kan man jo ikke regne med en sådan tilladelse. Og får man den, så ville det alligevel være en meget uheldig ting, som kan gøre ens fremtidige liv vanskeligt.

Skal jeg sejle til Vestindien – eller skal skal jeg gå til Vandkunsten – og derefter drage til Skåne? Jeg vil spørge om mine venners råd.

Din søster
Ida Charlotte Finnelstrup

Reklamer

Et svært valg…

Min allekæreste søster!

Når du får dette, véd måske kun den gode Gud hvor jeg er, og hvad der er sket. Men du skal alligevel se og læse hvad Jørgen og min kære Cronland har skrevet mig til. Hvad skal jeg dog gøre? Kærlighed og pligtfølelse truer med at rive mit sind itu. Hvad end jeg gør – du skal kende hele sandheden og historien bag. Her er en afskrift af begge breve. Gid du var her og vi kunne tale om alt.

Din både lykkelige og u-lykkelige søster

Ida Charlotte Finnelstrup

Brevet fra Jørgen

Ærede frk. Finnelstrup!

Det er en stor behagelighed at kunne meddele Dem, at jeg nu har arrangeret alt på bedste måde til Deres ankomst her i Vestindien. Jeg har investeret i en moderne og rummelig bolig, møbleret efter stedets smag og bedste formåen. Dertil et køkken og et udmærket rum til den gode Nellie og hendes lille dreng. Derudover findes 3 piger, en tjener og en kusk, der kan befordre Dem, når kørsel er nødvendig.

Jeg ønsker også, at De skal have en sort tjenestedreng i uniform samt endnu en pige til deres særlige opvartning og vil have sørget herfor inden Deres ankomst. Hvis De finder det morsomt, kan der anskaffes eksotiske dyr til Deres adspredelse. Sådanne sjældne og kostbare væsner kan skaffe deres ejere megen anerkendelse, ganske ulig de lattervækkende og grimme små skødehunde, som jeg har hørt, at mange damer ynder at bære omkring.

Der er truffet aftale med stedets præst, og jeg har de nødvendige tilladelser, således at vielsen straks kan finde sted ved stuebryllup, uden forudgående lysning og trolovelse. Umiddelbart derefter vil jeg, som jeg har lovet min principal; rejse til andre øer for dér at undersøge handelsmulighederne. Når jeg kommer tilbage, vil vi kunne gøre os nøjere bekendt med hverandre.

Jeg har, gennem mange heldige handler, forøget både min principals og min egen, personlige  formue betydeligt. Derfor tør jeg sige, at jeg kan sikre min familie at føre en tilværelse, der ikke på nogen vis står i skyggen af andres. Det ligger mig overmåde stærkt på sinde, at De som min hustru, såvel som min øvrige familie intet skal mangle for at føre et standsmæssigt hus. Alle skal fødes og klædes som sig hør og bør i enhver henseende, således at ingen skal kunne sige, at min familie savner noget, som bliver andre af samme stand til del.

Jeg vil lade Dem vide, at jeg med den store velstand, jeg har skabt, sigter imod snarligt at købe titel og ejendom. Jeg håber desforuden at kunne udstyre et eget skib, det første i den handelsvirksomhed, som jeg ønsker at kunne grundlægge og give i arv til mine sønner.

Af vor forbindelse forventer jeg, at De vil  bistå mig – som min elskede moder har bistået min dygtige fader. For min del, vil jeg flittigt bestræbe mig på, i enhver måde, at opfylde alle lovlige og rimelige forpligtelser overfor såvel Dem, som min familie.

Idet jeg afventer Deres snarlige ankomst

Jørgen Christensen, negotiant

Brevet fra Cronland

Min allerkæreste Ida Charlotte!

…således har jeg allerede længe vovet at kalde Dem i mit hjerte: Min allerkæreste!

Jeg véd vel, at dette ikke er ganske passende: Men jeg kan kan ikke lyve, hverken overfor Dem, som jeg sætter højest blandt kvindekønnet, eller for mine egne følelser. Jeg véd kun alt for godt, at De er forpligtet overfor en mand, hvis velstand og anseelse jeg ikke har. Jeg er ikke rig som Deres ærede forlovede og kan ikke byde Dem velstand. Jeg må være ærlig, fortælle Dem alt, ganske som det er:

Min fader, der er enkemand, er stadsmusicus i en lille skånsk købstad. Jeg tilstår, at min eneste pecuniære udsigt er løftet om at overtage hans embede og hus samt en meget lille arv, når det behager Herren at kalde ham hjem. Embedet er ikke stort, men har dog kunnet nære min fader og moder samt fem børn – vi har altid levet enkelt, men fuldt af glæde! (En tjenestepige har der dog også til alle tider været.) Min yngre broder er i hæren og mine to søstre gift. Den ene med en degn og den anden med en velstående bonde. Min tredje søster, Britta Stina, er ugift og vil sikkert forblive sådan. Hun har en klumpfod med smertende sår, som gør, at hun oftest ligger i sin seng. Hun har dog stedse haft en god sangstemme og et lyst sind, så jeg tror, at De ville synes om hende. Jeg er sikker på, at hun, min fader og øvrige familie med stor glæde vil byde Dem, og den lille morsomme Melampe, velkommen i vor midte.

Men ingen ville være mere lykkelig end jeg, der kunne leve hver dag i Deres selskab! Bringe Dem de første bær fra krattet, hvor min broder og jeg har leget eller samle Dem et udvalg af havens blomster, hvormed mine søstre smykkede sig, da de var børn. Med en særlig glæde ville jeg spille til bryllup, ihukommende vor egen bryllupsdag og visheden om, at kunne hvile i Deres kærlige arm, når dagen var til ende, ville give mig kraft og glæde til al min gerning.

Ville De, som min kære, elskede hustru, dele mine enkle kår, kan jeg intet bedre tænke mig og vil stedse stræbe imod at sikre Deres velfærd og lykke. Kan De overveje en sådan forbindelse vil jeg gøre, hvad De ønsker: tale med deres Onkel, skrive Deres Fader til – rejse til Aalborg for at tale med Deres fader og broder…. eller endog: uden andres vidende tage Dem med til Skåne, for dér at sammenvies og leve i et kærligt ægteskab.

Hvad end Deres svar er,

forbliver jeg i hjertet Deres

Eric Cronland, musicus

Bør jeg fortryde min opførsel…

Kæreste Christiane

Jeg må fortælle dig om min opførsel. Jeg burde fortryde den men – åhh Christiane. Jeg opførte mig aldeles upassende overfor Cronland – igen. Hvad må han dog ikke tænke om mig.

I dag havde Cronland en overraskelse. Han havde skaffet engelske noder og tekster, fordi han tænkte, at det måske kunne være morsomt for mig at synge på det nye sprog. (Jeg har slet ikke fortalt nogen, hvor ulykkelig jeg er over, at engelsk er så svært)

De første strofer gik godt, men så kom et ord, jeg ikke kunne – og så brast alt! Jeg havde det som om en stor klump satte sig fast i min hals, og jeg måtte bide mig selv i læben for ikke at tårerne skulle komme løbe ned over mine kinder og lave streger i puderet. Og Christiane, jeg har allerede grædt foran ham  en gang før, så måtte virkelig tage mig sammen for, at det ikke skulle ske igen. Hvad må han ikke tænke om mig med alle de inderste følelser jeg sådan udstiller overfor ham. Det lykkedes mig ikke at græde, men Cronland kunne vel sagtens se at der var noget galt, selvom han var så taktfuld ikke at lade sig mærke med det. Men jeg kunne se i hans blik, at det pinte ham at se mig så oprevet. Til sidst Christiane – åhh jeg ved det er forkert, men jeg kunne altså ikke holde alle mine tanker tilbage – så jeg greb hans hånd og sagde, at han måtte sige mig, om han mente, at rejsen var farlig, om jeg kunne håbe at gense min søster, og om min kommende mand ville blive tilfreds. Selvom det lykkedes mig at holde tårerne tilbage, så var det var jo aldeles forkert af mig. Men han sagde ikke noget og stødte mig ikke væk. Jeg plagede om svar, men han klappede mig blidt på armen og sagde, at han ikke burde tale på min forlovedes vegne og at dette var en upassende samtale. Men så tilføjede han, mens han holdt min hånd roligt i sin, at han ikke kunne udholde at se mig så urolig og fortvivlet, og derfor måtte han sige, at han fandt mig både god og smuk, og tænkte, at enhver ægtemand måtte synes om mig. Han tilføjede ”at jeg ikke måtte spilde flere skjulte tårer på den salgs bekymringer, ellers ville  Melampe jo blot blive misundelig over at min næse var vådere end hans lille snude”. Det kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile af.

Han lovede at han nok skulle hjælpe mig igennem de svære engelske sange, og han smilede flere gange varmt og venligt til mig under resten af timen.

Åhh Christiane, hvordan skal jeg dog møde ham igen efter denne følelsesladede opførsel? Tante har formanet mig nok så mange gange om at følelser, hvilken som helst slags, dem stiller man ikke til skue.  Men Christiane, hans rolige klap på min arm, de venlige forsikringer og fine ord trøstede mig helt ind i sjælen, og gjorde mig tryg. Skal jeg så virkelig fortryde min ”letsindighed”? Her hvor vi kan ”tale” fortoligt må jeg sige dig, at jeg lige nu ikke føler fortrydelse.

din ærbødigst

Ida Charlotte Finnelstrup

PS: Det var mærkeligt, at Tante ikke kom ind i musikværelset, for hun sad jo lige ved siden af. Mon hun er begyndt at høre dårligt?

Hvad nu hvis….

Kære Christiane

Jeg må fortælle dig, at jeg stadig oftere får sådan en uro over min forestående rejse. Før synes jeg at alt var spændende; at holde bryllup og få udstyr, se et fremmed land og skulle giftes med Jørgen, der er så velstående og respekteret. Men nu er sådan en angst kommet over mig: Hvad hvis jeg ikke behager min kommende mand? Hvad hvis min hud ikke er hvid nok, og mine broderier ikke smukke nok. Hvad hvis han synes at jeg er for fed? Jeg har spist for meget konfekt her i sommer og måske får jeg ormstukne tænder? Hvad hvis han stadig forlanger, at jeg skal være som hans mor, hende der var så væmmelig over for Tante og Sofie? Og værst af alt, hvad hvis han i virkeligheden foretrækker Nellies selskab frem for mit?

Det er så bekymrende alt sammen. Jeg har hørt at sørejsen kan være farlig. Vejret er fugtigt, og man kan dø af mange slags feber. Og uden at jeg næsten tør tænke på det, dukker hele tiden den bange anelse op, at jeg aldrig skal se dig igen. Hvis Jørgen nu vil, at vi skal blive derude for altid? Så vil jeg aldrig mere se Tante og Onkel, min hjerteveninde Friderikke, vore søskende eller Papa. Men det værste er, hvis jeg aldrig mere skal omfavne dig, min allerkæreste søster.

Hvis jeg aldrig mere genser nogen af jer,

Vil jeg for altid være din ensomme søster

Ida Charlotte Finnelstrup

Med bange anelser….

Kæreste Christiane,

Jeg må straks betro dig noget, som ikke lader mig i fred et eneste øjeblik!

I dag var en kaptajn, som kom fra Vestindien, forbi med et brev, som han havde lovet at bringe fra Jørgen. Med sig havde han også den sødeste lille pige, ganske sort og med vidunderlige, men sørgmodige, brune øjne. Hendes moder er en fattig slavinde, som tjener som amme for generaladjudanten på Sankt Thomas. Hun skal til Fyn for at tjene hos en adelsfamilie. Arme barn, hun kan ikke tale med nogen, og er så langt fra slægt og venner!

Men jeg læste straks Jørgens brev. Først beskrev han nogle gode handler, som i høj grad havde forøget hans egen formue, og sikret gode udsigter for hans fremtid. Først blev jeg glad, fordi han ville dele disse nyheder med mig. Men efterhånden som jeg læste brevet blev glæden vendt til sorg og bange anelser.

Næsten hele brevet handlede om en husbestyrerinde, han har ansat. Det er en ung frikulørt kvinde, som hedder Nellie, og har en nyfødt søn. Han skriver, at hun er “overmåde dygtig og særdeles økonomisk med husholdningen”, hun “styrer alt på en såre forstandig måde” samt taler “et meget smukt, næsten fejlfrit engelsk“. Han beder mig endda “lade Nellie råde for enhver af de ting, som hun hidtil har gjort“, når jeg kommer derned, fordi hun har været “den venligste medhjælp” han kunne ønske. Ja, det nævnes tilmed, at hun er “en meget øm moder” for den lille dreng!

Jamen – det er da mig, der skal være hans hustru og støtte! Er det ikke mig, der skal styre husholdningen? Det er jo hvad Tante har forberedt mig til i alle disse måneder, hvor jeg har talt linned og lært om husførelse.

Hvad betyder det, at hun har været “den venligste medhjælp”? Hvordan kan hun være dét, hvis han just har ansat hende? Og barnet? Hvorfor bekymrer han sig om, at en tjenstepige er en “øm moder”? Hvorfor egentlig ansætte en kvinde med et spædbarn?

Da jeg sad i morges og repeterede engelske ord, sad de fast i halsen på mig, så jeg hele tiden var lige ved at græde. Og om Nellie læser jeg, hvordan Jørgen roser hende, fordi hun taler “meget smukt” engelsk, næsten uden fejl. Hvorfor skriver han kønt om hende, men ikke til mig, der dog er hans forlovede?

Alt løber rundt i mit hoved, men jeg siger det alligevel til dig, min kæreste søster: Kan det tænkes, at Jørgen lever med denne Nellie som en mand med sin hustru, og at han måske endog er fader til hendes lille dreng? Hvis det er sådan, hvordan skal jeg så kunne få den plads i hans hus, som jeg er bestemt til?

Din stedse mere urolige og ulykkelige søster

Ida Charlotte Finnelstrup

Det engelske sprog

Kære, søde Christiane,

Nu er jeg begyndt at få lidt undervisning i det engelske sprog. Onkel har bedt en ældre pige, som i al sin tid har været hos én af de engelske købmænd i Helsingør, om at lære mig det mest nødvendige. Jeg havde ellers tænkt, at Jørgen måske ville lære mig det.

Det er svært – ordene lyder helt forkert, når de kommer ud af min mund. Tænk, om jeg bliver som en stum derude i Vestindien, hvor alt er på engelsk? Hvis jeg ikke kan tale med andre eller blot give ordrer i huset? Vil Jørgen ikke blive frygteligt utilfreds med mig? 

I nat drømte jeg om vores kære, afdøde mama. Hun åbnede munden og talte, og ville sige noget meget vigtigt. Hendes øjne bønfaldt mig om at lytte, men jeg forstod slet intet!

Jeg vågnede op, helt forvirret og med bankende hjerte. Selvom jeg godt véd at Tante ikke synes om det, stod jeg op og tog Melampe op i sengen. Åhh, det kære lille dyr. Han slikkede mig på hagen og lagde sig tæt indtil mig så jeg blev roligere, og faldt i søvn igen. 

Med kærlige hilsner til dig

fra din mest ømme søster

Ida Charlotte Finnelstrup

Brev til min søster: Det rigtige valg

Kære Christiane

Vi har haft nogle meget rolige dage på landet, og jeg har broderet meget, og i dag har jeg syet med både Tante og Friderikke. Jeg syr på et lommetørklæde, som jeg ville have foræret min kommende svigermor. Men jeg tror ikke, at det er pænt nok, fordi Jørgen skrev om, hvor dygtig hans søster er.

Friderikkes far er begyndt at snakke om ægteskab for hende, og så spurgte hun hvordan tante og onkels ægteskab egentlig kom i stand.

Jeg vidste det ikke, men nu skal du høre. Tante fortalte, at hendes søster, Margrete, først havde været på tale til onkel. Men allerede dengang var Margrete meget religiøs og grebet af pietist-bevægelsen. Hun sneg sig faktisk ud for at komme med til ét af Marie Wulfs gudelige møder i huset nede på Gammeltorv. Onkel derimod, har jo altid ment, at religion og fornuft må høre sammen. Så han syntes hverken om møderne eller bogen “Gyldne Bøn-Klenodie”, som hun hele tiden læste i.

 Heldigvis havde intet været helt afgjort. Så onkel bad om at få Tante i stedet for, og foreslog, at Margrethe blev gift med én af sine trosfæller, hvad hun meget gerne ville. Der var også én som gerne ville have hende.

Jeg tror, at Tante og Onkel har det godt. Det er fx så sjovt, at han kalder hende “min lykkefugl”, når hun skraber alle spillebordets gevinster til sig – Tante er jo langt fra at ligne en lille fugl! 

Tænk, at alt kunne ordnes så nemt og godt!

Hils vore brødre og lille Maren Chatrine,

men de kærligste hilsner går til dig

fra din søster Ida Charlotte Finnelstrup.