Vestindien eller Skåne?

Min allerkæreste søster Christiane,

Jeg vil blot lade dig vide, at vor fader nu er vel ankommen og at jeg har talt med ham om alle de ting, som har plaget mig. Jeg har også vist ham brevene fra Jørgen – og fra min kære Erich.  Vor fader har sagt mig ganske tydeligt, at han som en kærlig fader kun ønsker min lykke. Han vil ikke vil tvinge mig i et ægteskab, hvis det er mig så meget imod.

Men han har mindet mig om, at jeg oprindeligt selv har billiget forbindelsen med Jørgen, som han har lagt så mange kræfter i at få i stand. Og det er jo sandt! Jeg ønskede det selv! Udstyret har heller ikke været billigt, men det vil Papa give mig med, hvis jeg skulle vælge et liv i Skåne. Vor fader har også sagt mig, at han intet har at udsætte “på hr. Cronlands omdømme eller væsen, da han fra Onkel har hørt, at denne på alle måder er en oplyst og fornuftig mand”.

Men…. Papa har udmalet for mig, hvordan jeg må tænke mange år frem. Vil jeg kunne udholde et liv med kun én tjenestepige og som kun rummer lidt af dét vi to begge holder af: Baller, teater, nye kjoler? Han giver mig ret i, at Jørgen først og fremmest er handelsmand og ikke noget følelsesfuldt eller inderligt menneske. Han er dog overbevist om, at Jørgen altid vil behandle mig korrekt og være retskaffen. Men jeg holder sådan af min Erich!

Jeg kan jo aldrig vælge om. For selvom det kan ske, at man kan få tilladelse til at blive skilt fra sin ægtemand ved tamperretten, så kan man jo ikke regne med en sådan tilladelse. Og får man den, så ville det alligevel være en meget uheldig ting, som kan gøre ens fremtidige liv vanskeligt.

Skal jeg sejle til Vestindien – eller skal skal jeg gå til Vandkunsten – og derefter drage til Skåne? Jeg vil spørge om mine venners råd.

Din søster
Ida Charlotte Finnelstrup

Et svært valg…

Min allekæreste søster!

Når du får dette, véd måske kun den gode Gud hvor jeg er, og hvad der er sket. Men du skal alligevel se og læse hvad Jørgen og min kære Cronland har skrevet mig til. Hvad skal jeg dog gøre? Kærlighed og pligtfølelse truer med at rive mit sind itu. Hvad end jeg gør – du skal kende hele sandheden og historien bag. Her er en afskrift af begge breve. Gid du var her og vi kunne tale om alt.

Din både lykkelige og u-lykkelige søster

Ida Charlotte Finnelstrup

Brevet fra Jørgen

Ærede frk. Finnelstrup!

Det er en stor behagelighed at kunne meddele Dem, at jeg nu har arrangeret alt på bedste måde til Deres ankomst her i Vestindien. Jeg har investeret i en moderne og rummelig bolig, møbleret efter stedets smag og bedste formåen. Dertil et køkken og et udmærket rum til den gode Nellie og hendes lille dreng. Derudover findes 3 piger, en tjener og en kusk, der kan befordre Dem, når kørsel er nødvendig.

Jeg ønsker også, at De skal have en sort tjenestedreng i uniform samt endnu en pige til deres særlige opvartning og vil have sørget herfor inden Deres ankomst. Hvis De finder det morsomt, kan der anskaffes eksotiske dyr til Deres adspredelse. Sådanne sjældne og kostbare væsner kan skaffe deres ejere megen anerkendelse, ganske ulig de lattervækkende og grimme små skødehunde, som jeg har hørt, at mange damer ynder at bære omkring.

Der er truffet aftale med stedets præst, og jeg har de nødvendige tilladelser, således at vielsen straks kan finde sted ved stuebryllup, uden forudgående lysning og trolovelse. Umiddelbart derefter vil jeg, som jeg har lovet min principal; rejse til andre øer for dér at undersøge handelsmulighederne. Når jeg kommer tilbage, vil vi kunne gøre os nøjere bekendt med hverandre.

Jeg har, gennem mange heldige handler, forøget både min principals og min egen, personlige  formue betydeligt. Derfor tør jeg sige, at jeg kan sikre min familie at føre en tilværelse, der ikke på nogen vis står i skyggen af andres. Det ligger mig overmåde stærkt på sinde, at De som min hustru, såvel som min øvrige familie intet skal mangle for at føre et standsmæssigt hus. Alle skal fødes og klædes som sig hør og bør i enhver henseende, således at ingen skal kunne sige, at min familie savner noget, som bliver andre af samme stand til del.

Jeg vil lade Dem vide, at jeg med den store velstand, jeg har skabt, sigter imod snarligt at købe titel og ejendom. Jeg håber desforuden at kunne udstyre et eget skib, det første i den handelsvirksomhed, som jeg ønsker at kunne grundlægge og give i arv til mine sønner.

Af vor forbindelse forventer jeg, at De vil  bistå mig – som min elskede moder har bistået min dygtige fader. For min del, vil jeg flittigt bestræbe mig på, i enhver måde, at opfylde alle lovlige og rimelige forpligtelser overfor såvel Dem, som min familie.

Idet jeg afventer Deres snarlige ankomst

Jørgen Christensen, negotiant

Brevet fra Cronland

Min allerkæreste Ida Charlotte!

…således har jeg allerede længe vovet at kalde Dem i mit hjerte: Min allerkæreste!

Jeg véd vel, at dette ikke er ganske passende: Men jeg kan kan ikke lyve, hverken overfor Dem, som jeg sætter højest blandt kvindekønnet, eller for mine egne følelser. Jeg véd kun alt for godt, at De er forpligtet overfor en mand, hvis velstand og anseelse jeg ikke har. Jeg er ikke rig som Deres ærede forlovede og kan ikke byde Dem velstand. Jeg må være ærlig, fortælle Dem alt, ganske som det er:

Min fader, der er enkemand, er stadsmusicus i en lille skånsk købstad. Jeg tilstår, at min eneste pecuniære udsigt er løftet om at overtage hans embede og hus samt en meget lille arv, når det behager Herren at kalde ham hjem. Embedet er ikke stort, men har dog kunnet nære min fader og moder samt fem børn – vi har altid levet enkelt, men fuldt af glæde! (En tjenestepige har der dog også til alle tider været.) Min yngre broder er i hæren og mine to søstre gift. Den ene med en degn og den anden med en velstående bonde. Min tredje søster, Britta Stina, er ugift og vil sikkert forblive sådan. Hun har en klumpfod med smertende sår, som gør, at hun oftest ligger i sin seng. Hun har dog stedse haft en god sangstemme og et lyst sind, så jeg tror, at De ville synes om hende. Jeg er sikker på, at hun, min fader og øvrige familie med stor glæde vil byde Dem, og den lille morsomme Melampe, velkommen i vor midte.

Men ingen ville være mere lykkelig end jeg, der kunne leve hver dag i Deres selskab! Bringe Dem de første bær fra krattet, hvor min broder og jeg har leget eller samle Dem et udvalg af havens blomster, hvormed mine søstre smykkede sig, da de var børn. Med en særlig glæde ville jeg spille til bryllup, ihukommende vor egen bryllupsdag og visheden om, at kunne hvile i Deres kærlige arm, når dagen var til ende, ville give mig kraft og glæde til al min gerning.

Ville De, som min kære, elskede hustru, dele mine enkle kår, kan jeg intet bedre tænke mig og vil stedse stræbe imod at sikre Deres velfærd og lykke. Kan De overveje en sådan forbindelse vil jeg gøre, hvad De ønsker: tale med deres Onkel, skrive Deres Fader til – rejse til Aalborg for at tale med Deres fader og broder…. eller endog: uden andres vidende tage Dem med til Skåne, for dér at sammenvies og leve i et kærligt ægteskab.

Hvad end Deres svar er,

forbliver jeg i hjertet Deres

Eric Cronland, musicus

Bør jeg fortryde min opførsel…

Kæreste Christiane

Jeg må fortælle dig om min opførsel. Jeg burde fortryde den men – åhh Christiane. Jeg opførte mig aldeles upassende overfor Cronland – igen. Hvad må han dog ikke tænke om mig.

I dag havde Cronland en overraskelse. Han havde skaffet engelske noder og tekster, fordi han tænkte, at det måske kunne være morsomt for mig at synge på det nye sprog. (Jeg har slet ikke fortalt nogen, hvor ulykkelig jeg er over, at engelsk er så svært)

De første strofer gik godt, men så kom et ord, jeg ikke kunne – og så brast alt! Jeg havde det som om en stor klump satte sig fast i min hals, og jeg måtte bide mig selv i læben for ikke at tårerne skulle komme løbe ned over mine kinder og lave streger i puderet. Og Christiane, jeg har allerede grædt foran ham  en gang før, så måtte virkelig tage mig sammen for, at det ikke skulle ske igen. Hvad må han ikke tænke om mig med alle de inderste følelser jeg sådan udstiller overfor ham. Det lykkedes mig ikke at græde, men Cronland kunne vel sagtens se at der var noget galt, selvom han var så taktfuld ikke at lade sig mærke med det. Men jeg kunne se i hans blik, at det pinte ham at se mig så oprevet. Til sidst Christiane – åhh jeg ved det er forkert, men jeg kunne altså ikke holde alle mine tanker tilbage – så jeg greb hans hånd og sagde, at han måtte sige mig, om han mente, at rejsen var farlig, om jeg kunne håbe at gense min søster, og om min kommende mand ville blive tilfreds. Selvom det lykkedes mig at holde tårerne tilbage, så var det var jo aldeles forkert af mig. Men han sagde ikke noget og stødte mig ikke væk. Jeg plagede om svar, men han klappede mig blidt på armen og sagde, at han ikke burde tale på min forlovedes vegne og at dette var en upassende samtale. Men så tilføjede han, mens han holdt min hånd roligt i sin, at han ikke kunne udholde at se mig så urolig og fortvivlet, og derfor måtte han sige, at han fandt mig både god og smuk, og tænkte, at enhver ægtemand måtte synes om mig. Han tilføjede ”at jeg ikke måtte spilde flere skjulte tårer på den salgs bekymringer, ellers ville  Melampe jo blot blive misundelig over at min næse var vådere end hans lille snude”. Det kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile af.

Han lovede at han nok skulle hjælpe mig igennem de svære engelske sange, og han smilede flere gange varmt og venligt til mig under resten af timen.

Åhh Christiane, hvordan skal jeg dog møde ham igen efter denne følelsesladede opførsel? Tante har formanet mig nok så mange gange om at følelser, hvilken som helst slags, dem stiller man ikke til skue.  Men Christiane, hans rolige klap på min arm, de venlige forsikringer og fine ord trøstede mig helt ind i sjælen, og gjorde mig tryg. Skal jeg så virkelig fortryde min ”letsindighed”? Her hvor vi kan ”tale” fortoligt må jeg sige dig, at jeg lige nu ikke føler fortrydelse.

din ærbødigst

Ida Charlotte Finnelstrup

PS: Det var mærkeligt, at Tante ikke kom ind i musikværelset, for hun sad jo lige ved siden af. Mon hun er begyndt at høre dårligt?

Hvad nu hvis….

Kære Christiane

Jeg må fortælle dig, at jeg stadig oftere får sådan en uro over min forestående rejse. Før synes jeg at alt var spændende; at holde bryllup og få udstyr, se et fremmed land og skulle giftes med Jørgen, der er så velstående og respekteret. Men nu er sådan en angst kommet over mig: Hvad hvis jeg ikke behager min kommende mand? Hvad hvis min hud ikke er hvid nok, og mine broderier ikke smukke nok. Hvad hvis han synes at jeg er for fed? Jeg har spist for meget konfekt her i sommer og måske får jeg ormstukne tænder? Hvad hvis han stadig forlanger, at jeg skal være som hans mor, hende der var så væmmelig over for Tante og Sofie? Og værst af alt, hvad hvis han i virkeligheden foretrækker Nellies selskab frem for mit?

Det er så bekymrende alt sammen. Jeg har hørt at sørejsen kan være farlig. Vejret er fugtigt, og man kan dø af mange slags feber. Og uden at jeg næsten tør tænke på det, dukker hele tiden den bange anelse op, at jeg aldrig skal se dig igen. Hvis Jørgen nu vil, at vi skal blive derude for altid? Så vil jeg aldrig mere se Tante og Onkel, min hjerteveninde Friderikke, vore søskende eller Papa. Men det værste er, hvis jeg aldrig mere skal omfavne dig, min allerkæreste søster.

Hvis jeg aldrig mere genser nogen af jer,

Vil jeg for altid være din ensomme søster

Ida Charlotte Finnelstrup

Med bange anelser….

Kæreste Christiane,

Jeg må straks betro dig noget, som ikke lader mig i fred et eneste øjeblik!

I dag var en kaptajn, som kom fra Vestindien, forbi med et brev, som han havde lovet at bringe fra Jørgen. Med sig havde han også den sødeste lille pige, ganske sort og med vidunderlige, men sørgmodige, brune øjne. Hendes moder er en fattig slavinde, som tjener som amme for generaladjudanten på Sankt Thomas. Hun skal til Fyn for at tjene hos en adelsfamilie. Arme barn, hun kan ikke tale med nogen, og er så langt fra slægt og venner!

Men jeg læste straks Jørgens brev. Først beskrev han nogle gode handler, som i høj grad havde forøget hans egen formue, og sikret gode udsigter for hans fremtid. Først blev jeg glad, fordi han ville dele disse nyheder med mig. Men efterhånden som jeg læste brevet blev glæden vendt til sorg og bange anelser.

Næsten hele brevet handlede om en husbestyrerinde, han har ansat. Det er en ung frikulørt kvinde, som hedder Nellie, og har en nyfødt søn. Han skriver, at hun er “overmåde dygtig og særdeles økonomisk med husholdningen”, hun “styrer alt på en såre forstandig måde” samt taler “et meget smukt, næsten fejlfrit engelsk“. Han beder mig endda “lade Nellie råde for enhver af de ting, som hun hidtil har gjort“, når jeg kommer derned, fordi hun har været “den venligste medhjælp” han kunne ønske. Ja, det nævnes tilmed, at hun er “en meget øm moder” for den lille dreng!

Jamen – det er da mig, der skal være hans hustru og støtte! Er det ikke mig, der skal styre husholdningen? Det er jo hvad Tante har forberedt mig til i alle disse måneder, hvor jeg har talt linned og lært om husførelse.

Hvad betyder det, at hun har været “den venligste medhjælp”? Hvordan kan hun være dét, hvis han just har ansat hende? Og barnet? Hvorfor bekymrer han sig om, at en tjenstepige er en “øm moder”? Hvorfor egentlig ansætte en kvinde med et spædbarn?

Da jeg sad i morges og repeterede engelske ord, sad de fast i halsen på mig, så jeg hele tiden var lige ved at græde. Og om Nellie læser jeg, hvordan Jørgen roser hende, fordi hun taler “meget smukt” engelsk, næsten uden fejl. Hvorfor skriver han kønt om hende, men ikke til mig, der dog er hans forlovede?

Alt løber rundt i mit hoved, men jeg siger det alligevel til dig, min kæreste søster: Kan det tænkes, at Jørgen lever med denne Nellie som en mand med sin hustru, og at han måske endog er fader til hendes lille dreng? Hvis det er sådan, hvordan skal jeg så kunne få den plads i hans hus, som jeg er bestemt til?

Din stedse mere urolige og ulykkelige søster

Ida Charlotte Finnelstrup

Det engelske sprog

Kære, søde Christiane,

Nu er jeg begyndt at få lidt undervisning i det engelske sprog. Onkel har bedt en ældre pige, som i al sin tid har været hos én af de engelske købmænd i Helsingør, om at lære mig det mest nødvendige. Jeg havde ellers tænkt, at Jørgen måske ville lære mig det.

Det er svært – ordene lyder helt forkert, når de kommer ud af min mund. Tænk, om jeg bliver som en stum derude i Vestindien, hvor alt er på engelsk? Hvis jeg ikke kan tale med andre eller blot give ordrer i huset? Vil Jørgen ikke blive frygteligt utilfreds med mig? 

I nat drømte jeg om vores kære, afdøde mama. Hun åbnede munden og talte, og ville sige noget meget vigtigt. Hendes øjne bønfaldt mig om at lytte, men jeg forstod slet intet!

Jeg vågnede op, helt forvirret og med bankende hjerte. Selvom jeg godt véd at Tante ikke synes om det, stod jeg op og tog Melampe op i sengen. Åhh, det kære lille dyr. Han slikkede mig på hagen og lagde sig tæt indtil mig så jeg blev roligere, og faldt i søvn igen. 

Med kærlige hilsner til dig

fra din mest ømme søster

Ida Charlotte Finnelstrup

Brev til min søster: Det rigtige valg

Kære Christiane

Vi har haft nogle meget rolige dage på landet, og jeg har broderet meget, og i dag har jeg syet med både Tante og Friderikke. Jeg syr på et lommetørklæde, som jeg ville have foræret min kommende svigermor. Men jeg tror ikke, at det er pænt nok, fordi Jørgen skrev om, hvor dygtig hans søster er.

Friderikkes far er begyndt at snakke om ægteskab for hende, og så spurgte hun hvordan tante og onkels ægteskab egentlig kom i stand.

Jeg vidste det ikke, men nu skal du høre. Tante fortalte, at hendes søster, Margrete, først havde været på tale til onkel. Men allerede dengang var Margrete meget religiøs og grebet af pietist-bevægelsen. Hun sneg sig faktisk ud for at komme med til ét af Marie Wulfs gudelige møder i huset nede på Gammeltorv. Onkel derimod, har jo altid ment, at religion og fornuft må høre sammen. Så han syntes hverken om møderne eller bogen “Gyldne Bøn-Klenodie”, som hun hele tiden læste i.

 Heldigvis havde intet været helt afgjort. Så onkel bad om at få Tante i stedet for, og foreslog, at Margrethe blev gift med én af sine trosfæller, hvad hun meget gerne ville. Der var også én som gerne ville have hende.

Jeg tror, at Tante og Onkel har det godt. Det er fx så sjovt, at han kalder hende “min lykkefugl”, når hun skraber alle spillebordets gevinster til sig – Tante er jo langt fra at ligne en lille fugl! 

Tænk, at alt kunne ordnes så nemt og godt!

Hils vore brødre og lille Maren Chatrine,

men de kærligste hilsner går til dig

fra din søster Ida Charlotte Finnelstrup.

Brev til min søster – om min vidunderlige dag

Kæreste Christiane,

Jeg har haft sådan fantastisk dag, at jeg straks må fortælle dig om det.

Vi er tilbage i Nærum og idag kom tantes veninde på besøg med sin mand, sin voksne søn og sin datter Dorthea, der er på din alder. Efter frokost kom Cronland for at låne lidt læsestof af onkel. Det var stykket “Adam og Eva”, som kom for et par år siden og er skrevet af en ny forfatter, der hedder Ewald. Han har lovet at levere den  tilbage snart, fordi onkel synes, at jeg også skal læse den.

Tante foreslog, at alle vi unge gik ned for at spille kugler, og bagefter kom tjenestepigen Kirsten Madsdatter med konfekt og limonade. Friderikke fandt på, at vi skulle sige, hvordan vores ægtefæller skulle være, før vi måtte drikke af limonaden. Friderikkes skal kunne danse og Dortheas holde af at gå i teater. Hendes bror ville have en elegant hustru med formue. Cronland ønskede én, der var venlig og god at leve sammen med. Friderikke syntes svaret var for kedeligt, og vi begyndte alle for sjov at drille Cronland med alt dét, han ville se stort på: at hun måtte være grim, fattig, ødsel, osv. Han fandt sig leende i det hele, og fandt endda selv på, at hun såmænd også måtte synge falsk. Åh, det blev mere og mere fjollet. Kære Christiane jeg lo som jeg ellers kun kan når vi er sammen – til jeg fik ondt i maven.

Da vi skulle tilbage, løb Melampe efter en sommerfugl, som han prøvede at fange i små hop. Pludselig gav han et piv og Friderikke måtte pille en lille sten ud af hans pote. Vi trøstede ham med klap og små bidder konfekt. Da vi ville gå, satte han sig på halen, løftede poten og pev. Cronland tog ham op og bar ham. Men straks vi kom hen, hvor Melampe kunne se tante og onkel, ville han ned. Han løb bjæffende hen til dem og styrtede tilbage igen for at løbe rundt om os. Han havde helt glemt poten, indtil Cronland bøjede sig ned og spurgte “Åhh, er patienten mon blevet rask?”. Straks satte Melampe sig, pev og løftede poten for at blive trøstet igen. Vi sagde alle, at den lille indbildt syge nu måtte gå selv, men Cronland bar ham alligevel helt op til huset.

Og Christiane, jeg sværger på, at den lille filur sad på Cronlands arm og lo af mig. Som om han tænkte: “Ha! Jeg blev nok båret alligevel!”. Der var intet i vejen, men resten af dagen pev han for at få trøst og klap hver gang han blev mindet om sit uheld. Han er en lille strik!

Senere om eftermiddagen læste onkel lidt højt af en bog om Uglspils bedrifter. Det er en gavtyv, om hvem der er skrevet mange fornøjelige og morsomme historier. Sammen med Cronland spillede jeg derefter lidt for os, inden han tog afsked. Vi spiste en sen aftensmad inden de andre gæster kørte, og nu havde jeg sådan lyst til at fortælle dig om min dejlige dag – ville ønske den aldrig stoppede.

En skøn dag Christiane, et vidunderligt og venskabeligt selskab. Åh, du skulle have været her!

med kærlige og gode hilsner til dig, som jeg savner meget

fra din søster

Ida Charlotte Finnelstrup

Brev til min søster – om brevene fra min forlovede

Kæreste Christiane.

Endelig har jeg fået nyt fra min forlovede. Vi kom I dag tilbage til Nærum, og der ventede hele to breve. Friderikke og tante lod mig være alene, så jeg kunne læse dem i fred. Da pigen kom med dem, kunne jeg næsten ikke åbne det første, sådan rystede jeg på hånden!

Det havde været længe undervejs (der var ingen dato), men han skrev bl.a. om vort kommende bryllup. Desværre har han lovet sin chef, at han vil tage til én af de andre øer for at undersøge handelsmulighederne. Så derfor, skriver han, må det blive et “hastebryllup”. Jeg havde selvfølgelig tænkt mig et moderne bryllup… men Christiane, jeg havde håbet, at vi bagefter ville få tid til at lære hinanden at kende rigtigt. Jeg må betro mig til dig, kære søster, og sige at jeg egentlig ikke er så glad for at skulle være helt alene blandt alle de frememde folk straks efter min ankomst. Men heldigvis vil jeg jo have min kære lille hund – den søde Melampe – til at trøste mig.

Ellers skrev han, at han håbede, at jeg her i sommer ville få mulighed for at træffe hans mor og søster, og at jeg vil tage hans “kære, elskværdige moder” som et eksempel på hvordan en god kvinde bør være og opføre sig Åh kære Christiane – jeg håber virkelig ikke, at han ønsker, at jeg skal være ligesådan.

I det andet brev takkede han for den pung, som jeg har syet og sendt til ham. Han skrev, at “den er næsten lige så nydeligt udført, som de broderiarbejder min søster laver. Hun er overordentlig dygtig, og vil kunne lære Dem meget om, hvordan den slags bedst udføres”. Så mon ikke min gave har behaget ham? Hvad tror du, Christiane?

Din tvivlende søster

Ida Charlotte Finnelstrup

Brev til min søster – om Sofies ungdom og den “forliste” forlovelse.

Min kære søster, elskede Christiane

Som du ved fra mit forrige brev, og sikkert også fra det brev onkel har skrevet til kære papa, så er tantes søster, Sofie, død af tæring. Vi har nu ryddet op I Sofies ting, og i går kom tante med en lille pakke og et brev. Pakken indeholdt en yndig lille balsambøsse, som Sofie havde ønsket, at jeg skulle have. Brevet var fra Sofie, og jeg havde lyst til at læse det med det same, men kunne ikke lide at gøre det, mens tante og onkel var der. Jeg måtte vente til jeg var kommet I seng – og åhh kære Christiane, var så nysgerrig – aftenen virkede meget lang.

 Jeg har nu læst brevet, og åh Christiane, Sofie har fortalt mig sin historie og åhh – Christiane, jeg anede det ikke, men Sofies historie er næsten ligeså dramatisk, som den vi hørte som børn. Den om den fornemme fru Marie fra Tjele. Hende, der først var gift med en kongesøn og siden en herremand. Alligevel valgte hun til sidst en simpel karl, som drak og endog slog en mand ihjel, så han blev dømt til slaveri på fæstningen. Og den smukke, fine Marie endte sit liv i fattigdom. Kan du huske, hvor vi gyste, selvom det er over 50 år siden?

Sofies historie er lige så bevægende, og nu vil jeg skrive brevet af, kære søster, så du kan læse det.

din hengivne søster

Ida Charlotte Finnelstrup

Her er Sofies brev:

Min kære Ida Charlotte

Jeg dør snart, og jeg ønsker at én af jer unge skal kende sandheden om mig. Alle tror, at jeg blev vraget af min første frier på grund af en unævnelig skavank, og derfor aldrig fik andre bejlere. Men det er ikke sandt.

Da jeg var 17 år havde min far arrangeret et godt og standsmæssigt ægteskab. Min tilkommende var søn af en provst og selv præst i en købstad på Fyn. Først var jeg meget fornøjet med alt. Men da jeg lærte ham at kende, fik jeg en stærk følelse af, at jeg umuligt kunne leve i ægteskab med denne mand resten af mit liv. Han var ikke ubehagelig, men sagde sjældent et venligt ord til mig. Når han så på mig, var der ingen glæde i hans blik. Derfor sagde jeg til min far, at jeg alligevel ikke kunne give mit “ja”, når der slet ingen naturlig sympati var imellem os. Mine forældre blev rasende og min mor forglemte rent sig selv og pryglede mig, så jeg knapt kunne sanse. Men jeg kunne ikke ændre, hvad jeg havde sagt. Min tidligere bejler giftede sig kort efter med en præstedatter, med hvem han fik 14 børn. Han overlevede hende og var gift endnu to gange, idet han først døde i en alder af 82 år.

Da min yngre søster Chierstine to år efter blev trolovet, kom en ung sølvsmedesvend i vores hus – han skulle lave nogle skeer og bægere til hendes udstyr. Vi kom til at synes om hinanden, og hans far gik til min for at få et ægteskab i stand. Men min far sagde bestemt nej. Min elskværdige ven sendte da en hemmelig besked om, at vi skulle løbe bort sammen. Han ville rejse til Tyskland, hvor vi var ukendte. Her kunne han få arbejde og finde en præst som ville vie os. Jeg sagde ja, pakkede nogle få ejendele og mine smykker (sandt at sige tog jeg også nogle af min mors). Men da dagen kom, turde jeg ikke. Jeg frygtede at gøre skade på familiens omdømme – og mine søstres muligheder. Så jeg kom ikke til det aftalte sted, og min stakkels, gode ven måtte rejse alene. Han tog nu ikke til Tyskland, men til Horsens. Her giftede han sig med en lidt ældre sølvsmedeenke, blev mester og drev et værksted, som voksede sig stort og meget velanskrevet.

Efterhånden blev også min yngste søster – din tante – gift og indbød mig til at bo i sit hjem. Jeg genså dog min hjerteven, da han for nogle år siden vendte tilbage til København. Da var min far død for længst og sølvsmedeenken ligeså – men ak: det var for sent for os begge to.

Jeg tror, at jeg gjorde ret i at afvise min første frier, når der kun var høflighed og ingen dybere forståelse imellem os. Men hvordan havde mit liv formet sig, hvis mit mod ikke havde svigtet den aften for mange år siden? Jeg fortryder ikke, at jeg aldrig fik nogen anden – men skulle jeg have grebet efter lykken, da den var mig så nær?

Nu kender du en gammel kvindes ungdoms-ulykke. Jeg håber at du, min søde og rare pige, der har læst så mange smukke historier for mig, vil opleve den ægteskabs-fryd, som jeg aldrig fik.

Lev vel, og tænk venligt på

din gamle veninde

Soffi Magdelone Monnesen